Ligestillingsminiserens perspektiv- og handlingsplan blev diskuteret i Folketinget 2. april. I den forbindelse sendte bestyrelsen en henvendelse til ligestillingsordførerne med vores kommentarer til planen. I den forbindelse inviterer vi foreningens medlemmer til her på bloggen at komme med jeres kommentarer:
Karen Jespersens forord (s. 3) til Perspektiv- og Handlingsplanen er en meget elegant, men også meget indirekte fremlæggelse af den nuværende regerings grundlæggende syn på ligestilling: ligestillingsudfordringerne i de kommende år handler næsten udelukkende om at få de etnisk anderledes integreret i det ligestillede danske samfund. Det er tydeligt, at ‘gammeldags opfattelser’ og ‘gammeldags kønsrollemønstre’ ikke refererer til de moderne og progressive danskere, specielt når dette afsnit afsluttes med en sætning om integration; det handler næppe om integration af danskere med ‘gammeldags opfattelser af, hvad kvinder og mænd kan og bør’? Det er et stort problem, at regeringen således udelukkende ser ligestilling som et problem for ‘de andre’. Dette gør, at mange store ligestillingsudfordringer i forhold til f.eks. arbejdsmarked, prostitution, vold, ledelse (offentlig, privat, politisk), stereotype kønsroller og familieopfattelser bliver usynliggjort.
I forhold til Foreningen for Kønsforsknings interesse områder finder vi det bemærkelsesværdigt,
- at hverken Undervisningsministeriet eller Videnskabsministeriet (i modsætning til en lang række andre ministerier) har konkrete planer om at mainstreame deres ressortområde generelt (Videnskabsministeriet vil dog mainstreame innovationspolitikken).
- at forskning i og vidensindsamling om ligestillingsproblemer ikke indgår i de to ministeriers planer.
- at undervisning i ligestilling ikke er planlagt styrket hverken i lærer- eller pædagoguddannelserne. Ligestillingsindsatsen i daginstitutionerne tænkes f.eks. primært baseret på en børnebog og en vejledning.
- at man ønsker flere kvinder i forskning, men ikke planlægger at styrke det vidensgrundlag som indsatsen skal baseres på.
- at selv om en lang række ministerier bidrager med forskningsmidler er det kun Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der opstiller det som et mål at fordeling af forskningsmidler skal være upåvirket af køn
- at overvejelser om ligeløn ikke indgår i målsætningen for hverken Undervisningsministeriet eller Videnskabsministeriet
- at en bestræbelse på at inkludere flere kvinder i besluttende fora ikke indgår i målsætningen for de to ministerier (jvf f.eks. den aktuelle kønsskævhed i de bibliometriske grupper)
I nedenstående uddyber vi disse kommentarer.