Ligestillingsminiserens perspektiv- og handlingsplan blev diskuteret i Folketinget 2. april. I den forbindelse sendte bestyrelsen en henvendelse til ligestillingsordførerne med vores kommentarer til planen. I den forbindelse inviterer vi foreningens medlemmer til her på bloggen at komme med jeres kommentarer:
Karen Jespersens forord (s. 3) til Perspektiv- og Handlingsplanen er en meget elegant, men også meget indirekte fremlæggelse af den nuværende regerings grundlæggende syn på ligestilling: ligestillingsudfordringerne i de kommende år handler næsten udelukkende om at få de etnisk anderledes integreret i det ligestillede danske samfund. Det er tydeligt, at ‘gammeldags opfattelser’ og ‘gammeldags kønsrollemønstre’ ikke refererer til de moderne og progressive danskere, specielt når dette afsnit afsluttes med en sætning om integration; det handler næppe om integration af danskere med ‘gammeldags opfattelser af, hvad kvinder og mænd kan og bør’? Det er et stort problem, at regeringen således udelukkende ser ligestilling som et problem for ‘de andre’. Dette gør, at mange store ligestillingsudfordringer i forhold til f.eks. arbejdsmarked, prostitution, vold, ledelse (offentlig, privat, politisk), stereotype kønsroller og familieopfattelser bliver usynliggjort.
I forhold til Foreningen for Kønsforsknings interesse områder finder vi det bemærkelsesværdigt,
- at hverken Undervisningsministeriet eller Videnskabsministeriet (i modsætning til en lang række andre ministerier) har konkrete planer om at mainstreame deres ressortområde generelt (Videnskabsministeriet vil dog mainstreame innovationspolitikken).
- at forskning i og vidensindsamling om ligestillingsproblemer ikke indgår i de to ministeriers planer.
- at undervisning i ligestilling ikke er planlagt styrket hverken i lærer- eller pædagoguddannelserne. Ligestillingsindsatsen i daginstitutionerne tænkes f.eks. primært baseret på en børnebog og en vejledning.
- at man ønsker flere kvinder i forskning, men ikke planlægger at styrke det vidensgrundlag som indsatsen skal baseres på.
- at selv om en lang række ministerier bidrager med forskningsmidler er det kun Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der opstiller det som et mål at fordeling af forskningsmidler skal være upåvirket af køn
- at overvejelser om ligeløn ikke indgår i målsætningen for hverken Undervisningsministeriet eller Videnskabsministeriet
- at en bestræbelse på at inkludere flere kvinder i besluttende fora ikke indgår i målsætningen for de to ministerier (jvf f.eks. den aktuelle kønsskævhed i de bibliometriske grupper)
I nedenstående uddyber vi disse kommentarer.
Undervisning i køn og ligestilling
På s. 4 oplistes en række målsætninger for ligestillingsministerens arbejde. Der skal bl.a. gøres en indsats for at nuancere pigers og drenges opfattelser af, hvad de to køn kan, skal og bør. Børn skal lære om kønsroller og ligestilling. Denne målsætning uddybes på den følgende side. Der refereres bl.a. til den børnebog og inspirationsmateriale til pædagoger, som ministeren lancerede 7. marts, der på kort sigt ’skal styrke pædagogernes fokus omkring problemet’ og på lang sigt ‘få pædagoger til aktivt at indarbejde ligestilling som et pædagogisk værktøj’. Dette er jo umiddelbart sympatiske målsætninger, men midlet – en enkelt børnebog og en enkelt vejledning – synes noget uambitiøst. Hvor er indsatsen på lærer- og pædagoguddannelserne, således at de kommende lærere og pædagoger bliver bevidste om kønsspecifikke spørgsmål og bliver i stand til, fra et reflekteret udgangspunkt, at varetage undervisning og opdragelse af børn og unge i et køns- og ligestillingsperspektiv? Hvor er læseplanerne om køn, seksualitet og ligestilling i folkeskolen og undervisningsmaterialerne, der kan støtte en sådan undervisning? Undervisningsministeriets målsætninger, sådan som de er beskrevet i perspektiv- og handlingsplanen s. 9, har intet fokus på undervisning i køn og ligestilling. Her handler om at undgå frafald på uddannelserne, at få piger interesseret i naturfag og i at blive iværksættere og at modvirke kønsopdelte uddannelsesvalg. Det ser således ikke ud til, at Undervisningsministeriet er den store samarbejdspartner i arbejdet for at nuancere pigers og drenges opfattelser af køn og ligestilling, men at dette alene er en opgave, der skal løses af ligestillingsafdelingen via børnebogen, et foreslået ungepanel (s. 6, afsnit 2) og debatter om ligestilling og lige muligheder for folkeskolens ældste klasser (s. 20, fjerde punkt). Det ser dog ud til, at Integrationsministeriet kan være en samarbejdspartner på dette punkt. Deres målsætninger indeholder initiativer til at ‘oplyse og gå i dialog om ligestilling mellem kønnene i forhold til centrale temaer, bl.a. i forhold til valg af ægtefælle, arbejde i hjemmet, børneopdragelse, seksuel ligestilling mv.’ (s. 9, sidste punkt). Dette er efter vores mening en dialog hele Danmarks befolkning ville have gavn af at indgå i, da de nævnte punkter også er udfordringer for den ‘oprindelige’ danske befolkning.
Flere kvinder i forskning
Fra Foreningen for Kønsforsknings perspektiv er den mest interessante læsning Videnskabsministeriets målsætninger (s. 16). Ministeriets forsknings- og innovationsstyrelse har fået en grøn markering i den nylig overståede ligestillingsredegørelse (ministeriet som helhed opnåede kun gul). Den positive vurdering skyldes i al overvejende grad innovationsområdet, der kom med en rapport om mangfoldighed og innovation i 2007. Og det er da også innovationsområdet, der dominerer i målsætningerne. Det tredje punkt er dog af stor interesse for os: Der skal flere kvinder i forskningen og mere fokus på kvindelige forskertalenter. Dette er interessant, når man tager den nylige uddeling af eliteforskerpriser i betragtning, hvor der de sidste to år ikke har været kvinder blandt modtagerne. På et §20 spørgsmål fra Jonas Dahl (SF) om, hvorvidt dette rejser anledning til at kigge uddelingsreglerne efter, svarede Videnskabsministeren, at da der har været kvinder med i kandidatfeltet (under 15% i de to foregående år), kan man ikke “tale om, at reglerne tilgodeser et køn, når det er et helt åbent opslag og en ren fagkyndig vurdering, der afgør, hvem [der] skal uddele[s] priser til” (svar på spørgsmål § 709). I et lignende spørgsmål til Ligestillingsministeren (§ 896) henviser ministeren i sit svar til Videnskabsministeren med kommentaren: “Jeg finder ikke anledning til at foretage mig yderligere”. Så selvom man har en målsætning om, at der skal flere kvinder i forskning, finder hverken Videnskabsministeren eller Ligestillingsministeren anledning til at kigge nærmere på, hvad det er, der defineres som god eller elite-forskning. Det synes derfor nærliggende at udlede, at det er begge ministres holdning, at den forskning, der i øjeblikket udføres af kvinder, ikke er på højde med den, der udføres af (visse) mandlige forskere, og at strategien for at få flere kvinder i forskning derfor må være, at kvinderne skal blive lige så dygtige som mændene, som de i øjeblikket åbenbart endnu ikke er på højde med. Denne holdning til kvindelige forskere finder vi meget uheldig. Vi mener snarere, at et af problemerne er den måde, ‘rigtig’ videnskab og den ‘rigtige’ forsker defineres på, og som favoriserer mandlige forskere og fagområder med overvægt af mandlige forskere.
Viden som grundlag for ligestillingspolitikken
Et område, som er fuldstændig fraværende i perspektiv- og handlingsplanen, er behovet for viden for at kunne føre en kvalificeret ligestillingspolitik. Der er efter vores mening stort behov for viden om ligestilling, der er uafhængig af myndigheder og politisk/organisations interesse. Næsten al viden, der produceres på området, er direkte bestilt af regeringen d.v.s. det Ligestillingsafdelingen får produceret og det som produceres på opdrag af SFI. Og det præger i høj grad det, som kommer ud af det, samtidig med, at forskerne ikke er frie til at udtale sig om materialet. Så det vi har brug for, er en uafhængig vidensproduktion, som kan sige det herskende flertal imod og forsyne offentligheden med andre synsvinkler. Derudover har vi brug for en uafhængig debat om ligestilling og ressourcer til at iværksætte denne. Forandringerne i forholdet mellem kønnene er den største samfundsforandring i det 20. århundrede, men bliver ikke diskuteret som sådan. Vi mener derfor, der er brug for dels et videnscenter og dels en samlet satsning på kønsforskning. Et videnscenter skal være et vidensproducerende center med stor åbenhed i forhold til universiteternes vidensopbygning og overfor andre diskrimineringsområder og bidrage med viden hertil bl.a. menneskerettigheder, etnisk diskrimination, seksuelle minoriteter m.m. Europaparlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder kræver således også i artikel 8a, at medlemsstaterne udpeger et eller flere organer til fremme, evaluering og overvågning af, samt til støtte for ligebehandling af kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn. Et samlet program for kønsforskning vil også kunne betyde et tiltrængt løft til kønsforskningen og sikre vidensproduktion og forskerrekruttering. En sådan samlet satsning vil kunne bidrage til at løfte og kvalificere den igangværende implementering af kønsmainstreaming i alle politikområder og offentlige initiativer. Øget viden på dette felt kan bidrage til at kvalificere den offentlige debat og til udformningen af robuste politiske strategier, samt til at fremme demokrati og legitimitet af kønsmæssige problemstillinger i Danmark.
